Mindst 32 personer dræbt af bilbomber i Irak

Omkring 100 personer blev sårede i ti eksplosioner i Iraks hovedstad Bagdad, skriver nyhedsbureauet AFP. Angrebene ramte primært shiamuslimske kvarterer og fandt sted kort tid efter solnedgang, hvor mange muslimer på grund af ramadanen går i byen for at handle eller spise på restauranter.

To af angrebene var målrettet en travl handelsgade i det shiamuslimske kvarter Karrada, fire fandt sted i det sydlige Bagdad, to bilbomber sprængte i et nordligt område af byen, og to bilbomber sprængte i den østlige del af hovedstaden, skriver AFP.

Det mest dødelige angreb skete i kvarteret Tobchi, hvor ti personer blev dræbt, rapporterer flere nyhedsmedier.

Sent lørdag aften var det fortsat uklart, hvem der står bag angrebene, som er de seneste i en bølge af voldshandlinger, der har dræbt flere hundrede mennesker den seneste måned, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Der er divergerende oplysninger om det samlede antal dræbte i den seneste tid. En oversigt, som nyhedsbureauet AFP har udarbejdet på baggrund af oplysninger fra lægepersonale og kilder i den irakiske sikkerhedstjeneste, viser, at knap 490 irakere har mistet livet den seneste måned. Ifølge en opgørelse fra organisationen Iraq Body Count kan drabstallet imidlertid være over 535 alene i juli måned.

Lørdagens angreb kommer dagen efter, at en selvmordsbomber fredag dræbte 20 personer i en tætpakket sunnimuslimsk moské nord for Bagdad. Det stigende antal voldshandlinger i landet har skabt frygt for, at en voldsom sekterisk konflikt vil bryde ud i landet, hvor kurdere, shia- og sunnimuslimer endnu ikke har fundet et kompromis for magtfordelingen i landet efter afsættelsen af Saddam Hussein.

Militante grupperinger har gennem flere år udført angreb i Irak, men analytikere siger ifølge AFP, at udbredt utilfredshed blandt medlemmerne af landets sunnimuslimske mindretal, som regeringen ikke har håndteret, har givet næring til den stigende uro i landet i år.

Især Bagdad er plaget af sekterisk vold mellem shia- og sunnimuslimer. Sidstnævnte sad på magten under Saddam Husseins styre, men føler sig efter krigen marginaliseret af landets shia-flertal.

Irakiske sunnimuslimer beskylder blandt andet den shia-ledede regering for at foretage vilkårlige anholdelser og komme med uberettigede anklager om terrorisme mod sunnimuslimer.

Dagens Gossip