Mindst 34 dræbt i nye demonstrationer i Egypten

Tusindvis egyptere gik i løbet af søndagen på gaden for at markere 40-årsdagen for den arabisk-israelske krig i 1973.

Op til søndagen havde både tilhængere af den afsatte islamistiske præsident Mohamed Morsi og modstandere af den tidligere præsident, der blev afsat i et militærkup i juli, opfordret egypterne til at demonstrere i anledning af årsdagen.

Tilhængere af Morsi fra Det Muslimske Broderskab forsøgte blandt andet at samles på et centralt torv i hovedstaden, Cairo, men de blev konfronteret af egyptisk politi, der var mødt talstærkt op. Politiet havde på forhånd advaret om, at man ville slå hårdt ned på voldelige demonstrationer.

Øjenvidner beretter til AFP om, at politiet i Cairo affyrede skud og tåregas for at sprede demonstranter, der kastede med sten.

Ifølge en embedsmand fra Egyptens sundhedsministerium blev mindst 30 mennesker dræbt i Cairo, mens fire mistede livet i områder syd for hovedstaden. 209 mennesker blev såret, oplyser embedsmanden ifølge AFP.

En embedsmand fra indenrigsministeriet sagde søndag, at ingen politifolk blev dræbt i sammenstødene.

En kilde fra de egyptiske myndigheder oplyser også til AFP, at der opstod sammenstød nær Suez-kanalen i byen Ismailiya.

Søndagens dødstal er det højeste i længere tid, siden Egypten blev ramme for voldsomme protester og sammenstød mellem civile og ordensmagten i august som følge af afsættelsen af Mohamed Morsi. Her betød adskillige dages uroligheder, at mere end 1.000 mennesker mistede livet.

Dagens Gossip

Dagens TV