Mindst 45 er dræbte i russiske luftangreb i Syrien

En bølge af russiske luftangreb har kostet flere dræbte i den fire år lange borgerkrig i Syrien.

Mindst 45 personer er blevet dræbt i angreb mod oprørskontrollerede områder i provinsen Latakia i den vestlige del af Syrien, ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

- Mindst 45 personer er blevet dræbt under russiske luftangreb i Jabal al-Akrad-regionen i går eftermiddags (mandag, red.).

- Blandt dem er civile, men vi har ikke et præcis antal, siger Rami Abdel Rahman, som er leder af Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger borgerkrigen i Syrien fra et netværk af kilder i landet.

Han siger, at en oprørsleder og flere familier til oprørerne er blandt de dræbte og tilføjer, at flere er såret, og at antallet af dræbte ventes at stige på grund af antallet af alvorligt sårede.

Provinsen Latakia er de syriske styrkers højborg, og præsident Bashar al-Assads familie stammer fra området.

Den har været et vigtigt mål for russiske luftangreb, siden Moskva begyndte at bombe i Syrien 20. september.

Ifølge Rusland er sigtekornet rettet mod den militante bevægelse Islamisk Stat og andre "terrorister", men oprørere og deres støtter siger, at Moskva har fokuseret mere på moderate oppositionsgrupper, som er imod Bashar al-Assad.

/ritzau/

Dagens Gossip