Mindst 50 mennesker dræbt af lyn på to dage i Bangladesh

I løbet af blot to døgn har mindst 50 mennesker mistet livet i Bangladesh efter at være blevet ramt af lynet.

Det skriver BBC, mens de lokale medier Samakal og Prothom Alo rapporterer om henholdsvis 57 og 65 dræbte i lynnedslag på tværs af landet torsdag og fredag.

Størstedelen af de omkomne var landbrugsarbejdere, der er blevet ramt, mens de arbejdede i markerne i det fattige land.

Også studerende i landets hovedstad, Dhaka, har mistet livet. Det skete ifølge BBC, da de blev ramt af lyn, mens de spillede fodbold. En teenager har angiveligt mistet livet, da han var ude for at plukke mango.

En opgørelse fra Samakal viser, at ofrene var i alle aldre fra 13 til 70 år.

Bangladesh ligger udsat for voldsomt tordenvejr, men i år har landet været vidne til usædvanligt kraftige af slagsen. Ifølge eksperter kan det være forårsaget af højere temperaturer og fældning af store skovområder.

Siden marts i år har lyn dræbt omkring 90 mennesker. I hele 2015 døde 51 mennesker af lynnedslag ifølge organisationen Voice of America (VOA), skriver BBC.

Mohammad Riaz, der står i spidsen for Bangladeshs katastrofeberedskab, siger til VOA, at han er "bekymret" over det stigende antal døde. Særligt fordi der ventes flere tordenstorme senere på måneden.

/ritzau/

Dagens Gossip