Mindst 75 mennesker dræbt ved bombeangreb i Bagdad

Et bombeangreb natten til søndag i den irakiske hovedstad, Bagdad, har kostet langt flere menneskeliv end først rapporteret.

Ifølge BBC og det franske nyhedsbureau AFP er mindst 75 mennesker dræbt. Begge citerer unavngivne embedsmænd. Dermed er der ifølge AFP tale om det dødeligste angreb i Bagdad i år.

Hidtil har det irakiske indenrigsministerium talt om mindst seks dræbte.

Bomben sprang i et travlt forretningskvarter i bydelen Karrada, hvor der var fuldt af gæster, der fejrede den muslimske fastemåned, ramadanen, efter solnedgang.

Der skulle ifølge indenrigsministeren være tale om en bombe placeret i en bil foran en restaurant.

Islamisk Stat sagde tidligere ifølge AFP, at det var en selvmordsaktion rettet mod shiamuslimer i den irakiske storby. Den ekstremistiske, sunnimuslimske organisation hævdede, at mindst 40 blev dræbt i angrebet.

Bagdad er et af de områder af Irak, som Islamisk Stat ikke fik kontrol over, da jihadister fra gruppen tilbage i 2014 invaderede store dele af Irak og Syrien.

Siden har gruppen mistet nogle af de områder, den dengang vandt. Det drejer sig blandt andet om byen Fallujah vest for Bagdad, som de irakiske sikkerhedsstyrker indtog for en uge siden.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip