Mindst 84 børn er dræbt i Taliban-angreb i Pakistan

Et angreb på en skole i byen Peshawar i det nordvestlige Pakistan udvikler sig mere og mere blodigt.

Tirsdag formiddag er status, at mindst 84 børn er blevet dræbt, siger en minister fra provinsen Khyber-Pakhtunkhwa, hvor Peshawar er hovedby.

- Der er omtrent 60 dræbte på Combined Military Hospital og 24 døde på Lady Reading-hospitalet, siger Pervaiz Khattak, der er såkaldt chefminister i provinsen, til lokale tv-stationer.

Hospitalskilder oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at dødstallet er endnu højere.

Herfra lyder det, at mindst 95 personer er blevet dræbt.

I alt menes 500 elever og lærere at have opholdt sig på skolen "Army Public School", da en gruppe bestående af mindst seks bevæbnede mænd tidligere tirsdag indtog skolen, der drives af hæren.

Taliban siger, at gruppen står bag angrebet.

Ifølge nyhedsbureauet dpa ønsker Taliban at hævne en militæroffensiv mod militante i den nordvestlige pakistanske stammeregion, der grænser op til Afghanistan.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip