Mindst 99 er kvæstet efter togulykke i Argentina

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

Mindst 99 personer er kvæstet efter en togulykke tæt på den argentinske hovedstad Buenos Aires. Ulykken fandt sted lørdag morgen lokal tid.

I februar 2012 mistede 51 personer livet og 700 blev kvæstet ved en ulykke på samme station.

Foreløbigt er ingen døde, men flere har livstruende kvæstelser, siger Argentinas sikkerhedsminister Sergio Berni.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke. Men et vidne fortæller, at toget lod til at have problemer med at bremse på to tidligere stationer før det kørte op på perronen ved sporets afslutning på Once-stationen.

Passagerer fortæller om kaotiske scener efter ulykken. Mange passagerer var fastklemt, og måtte hjælpes fri af redningsfolk. På tv-billeder ses flere togvogne ligge hulter til bulter på perronen.

Den 45-årige fører af toget overlevede ulykken, men han blev efterfølgende angrebet og overfuset af flere rasende passagerer.

I juli i år mistede tre mennesker livet og 300 blev kvæstet, da to tog kolliderede i Buenos Aires.

Jernbanenetværket i Argentina er nedslidt og siden den store dødsulykke i 2012 har myndighederne installeret overvågningskameraer i togene for at holde øje med lokomotivførerne.

Og der er adskillige tilfælde af grov skødesløshed.

Nogen er afbildet, mens de sidder og læser eller tager sig en lur. En lokofører, som havde svært ved at holde sig vågen, mens han kørte et tog med 1000 passagerer, har allerede mistet sit job.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/AFP