Mindst en død efter nedstyrtet jagerfly i Schweiz

Skrevet af admin

24/10/2013

Mest læste i dag

Den ene af to besætningsmedlemmer på et schweizisk jagerfly, som onsdag kolliderede med en bjergvæg, er bekræftet død.

Det meddeler det schweiziske forsvarsministerium, som beretter, at liget af den ene person er fundet, men den døde er endnu ikke identificeret. Det anden besætningsmedlem er ikke fundet.

Flyet af typen F/A-18 forulykkede i dårligt vejr onsdag eftermiddag tæt på grænsen mellem kantonerne Obwalden og Nidwalden, ikke langt fra luftbasen Alpnach.

Redningsarbejderne har lokaliseret flyets sorte boks, og den vil blive bjærget senere torsdag.

Et vidne, der bor tæt ved stedet, beskrev onsdag ulykken til avisen blick.ch.

- Jeg stod på min balkon, da to F/A-18-fly fløj meget lavt forbi. Så lød et brag. Et af flyene hamrede ind i klippevæggen, sagde læseren.

- Der lå vragrester på vejen, blandt andet en flymotor og andre dele. Der er brand i skoven oven for.

Ulykken skete ved en sø, og redningsarbejdere måtte lægge en oliespærre ud på søen.

Flystyrtet betød også, at en togforbindelse midlertidigt måtte suspenderes, da en strømledning var revet over.

F/A-18 er et amerikansk produceret kampfly.

/ritzau/