Mindst en dræbt i masseskyderi i Texas

Skrevet af admin

31/07/2016

Dagens topnyheder

En bevæbnet mand har skudt flere personer i Austin, Texas, skriver politiet i byen i en meddelelse på Twitter.

- Igangværende skyderi i bymidten, der er flere ofre. Bliv væk fra bymidten, skrev politiet ved 3-tiden lokal tid.

Tv-stationen KXAN i Austin oplyser, at redningsmandskab på stedet melder om mindst én dræbt.

Redningsmandskab bekræfter over for tv-stationen NBC, at en kvinde i 30'erne blev erklæret død på stedet, mens tre andre er kørt på hospitalet.

En fjerde person blev såret af skud, men afviste tilbud om behandlinger, meddeler redningstjenesten på Twitter.

Austin-politiet meddeler, at der er tale om to skudepisoder.

- Der er separate skyderier inden for samme område. Begge steder er sikret, skriver politiet på Twitter omkring en halv time efter den første melding om skyderi.

En større politiaktion er i gang og gerningsmanden eller -mændene er fortsat på fri fod. Flere ambulancer er på plads i det centrale Austin, rapporterer KXAN.

Flere er såret, siger ambulancefolk til tv-stationen, men det er ikke umiddelbart klart, præcis, hvor mange mennesker der er blevet skudt.

Foreløbig afviser politiet i Austin at give flere oplysninger om skyderiet, men byens politichef vil senere besvare spørgsmål fra pressen, meddeler politiet.

Skyderierne i Austin kommer efter, at USA i de seneste uger har oplevet flere voldelige skudepisoder.

12. juni gik en bevæbnet mand ind på en natklub for homoseksuelle i Orlando, Florida og skød vildt omkring sig. 49 mennesker blev dræbt. Gerningsmanden havde erklæret sin sympati for den militante bevægelse Islamisk Stat.

7. juli skød og dræbte en tidligere soldat fem politibetjente i Dallas, Texas. Det er det blodigste angreb mod amerikansk politi siden terrorangrebene 11. september 2001.

Lidt over en uge senere skød og dræbte en anden bevæbnet mand tre betjente i Baton Rouge, Louisiana.

Begge gerningsmænd bag drabene på betjente blev skudt og dræbt af politiet.

/ritzau/