Mindst fire dræbt i protester mod Charlie Hebdo i Niger

Skrevet af admin

17/01/2015

Dagens topnyheder

Mindst fire mennesker har mistet livet i byen Zinder i Niger, hvor voldelige protestmarcher har præget gaderne fredag.

Det oplyser myndighederne ifølge BBC.

Demonstranterne udtrykker deres vrede over satiremagasinet Charlie Hebdos seneste forside, som viser profeten Muhammed med skiltet "Jeg er Charlie" i kølvandet på angrebet mod bladets redaktion i Paris 7. januar.

Ved angrebet mistede 12 personer livet. 10 af dem var ansatte på Charlie Hebdo. Massakren skete angiveligt som hævn over bladets tidligere tegninger af profeten.

Ved protesterne i Niger blev flere offentlige bygninger angrebet. Blandt andet blev adskillige kirker og det franske kulturcenter hærget og sat i flammer.

En politimand og tre civile blev dræbt i Zinder efter fredagsbønnen, oplyser en politikilde til nyhedsbureauet Reuters.

- Nogle af demonstranterne var bevæbnet med bue og pil og køller. Sammenstødene var meget voldsomme flere steder, siger politikilden til Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har en minister i landet fortalt, at mange mennesker er blevet såret i demonstrationerne, hvor deltagerne angiveligt råbte "Charlie er satan!".

Også i Sudans hovedstad, Khartoum, og i hovedstaden i Algeriet, Algier, var der ifølge BBC yderligere demonstrationer.

I Pakistan endte en demonstration voldeligt i byen Karachi. Her stødte demonstranter og politi sammen, og myndighederne brugte både tåregas og vandkanoner mod menneskemængden.

Religiøse ledere i landet gav yderligere åbenlyst udtryk for, at Charlie Hebdos journalister burde hænges, ligesom der blev opfordret til protestmarcher efter fredagsbønnen.

Tre personer er ifølge BBC kommet til skade i Karachi. En af de sårede er fotograf Asif Hassan, som arbejder for nyhedsbureauet AFP.

Han blev skudt i brystet, men læger har erklæret ham uden for livsfare.

/ritzau/