Mindst seks er dræbt ved angreb på tunesisk militærbus

Skrevet af admin

24/11/2015

Mest læste i dag

Jihadistgruppen Islamisk Stat hævder onsdag, at den står bag selvmordsangrebet tirsdag aften på en busfuld af præsidentens livvagter i Tunesiens hovedstad. 12 vagter blev dræbt og 20 mennesker såret, hvoraf fire var civile.

Præsident Beji Caid Essebsi og andre medlemmer af Tunesiens nationale sikkerhedsråd har holdt møde for at drøfte yderligere kriseforanstaltninger, efter at der tirsdag blev erklæret national undtagelsestilstand og natligt udgangsforbud i hovedstaden, Tunis.

De næste 15 dage vil Tunesiens grænse til det fortsat krigshærgede Libyen være lukket efter den dræbende busbombe i Tunis.

Libyen er et af de lande, hvor Islamisk Stat har vundet terræn, efter at landets mangeårige diktator blev fjernet med Vestens hjælp.

Beslutningen om at lukke grænsen er taget af Det Nationale Sikkerhedsråd med præsidenten for bordenden. Grænserne lukkes fra midnat natten til torsdag med "forstærket overvågning af maritime grænser og i lufthavne", hedder det i en erklæring fra præsident Essebsi.

Tusindvis af tunesere er ifølge myndighederne rejst til Libyen, Irak og Syrien for at kæmpe side om side med islamistiske ekstremister.

Baggrunden for de seneste stramninger er bombeangrebet mod militærbussen tirsdag aften. IS siger, at et tuneser iført et bombevest var steget på bussen nogle få hundrede meter fra indenrigsministeriet, hvor nogle vagter på vej til arbejde blev samlet op.

IS skriver i en erklæring på et jihadistisk socialt medie, at 20 mennesker er døde.

Gruppen har også offentliggjort et billede af angriberen. Han var klædt i hvidt med en bombevest og hoved og ansigt dækket af et tørklæde.

Indenrigsministeriet oplyser, at der blev brugt 10 kilo af det plastiske sprængstof Semtex.

Tidligere i år har to dødelige angreb, som Islamisk Stat hævder at stå bag, været rettet mod udlændinge.

/ritzau/AFP