Mindst ti mennesker dræbt i brokollaps i Indien

Skrevet af admin

31/03/2016

Mest læste i dag

En motorvejsbro under opførelse i Indiens største by, Kolkata, er torsdag kollapset. Dødstallet lyder på mindst 14, mens 70 andre er kvæstet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- Redningsaktionen er stadig i gang, da mange mennesker fortsat er fanget under murbrokkerne, siger talsmand Anurag Gupta for Indiens nationale katastrofeberedskab.

Det lokale politi oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at op mod 150 mennesker kan være fanget under murbrokkerne.

Tv-billeder viser betjente, redningsfolk og forbipasserende, der forsøger at løfte plader af metal og beton væk fra vejen under broen, der ligger i området Burrabazar i byen.

Det var angiveligt en 100 meter lang betonplade, der knækkede og styrtede ned over den tætte trafik under broen.

- Betonen blev lagt på i aftes (onsdag aften, red.) på den del, der styrtede sammen, fortæller beboer Ramesh Kejriwal til nyhedsbureauet Reuters.

En stor kran er blevet fragtet til ulykkesstedet, hvor den skal løfte den store betonplade, hvorunder mange mennesker frygtes fanget, herunder en minibus med passagerer.

Ulykken kan få betydning for Mamata Banerjee, der er minister i delstaten Vestbengalen, hvor Kolkata ligger, og som søger genvalg i næste måned.

En indisk avis rapporterede ifølge nyhedsbureauet Reuters i november sidste år, at hun ønskede broprojektet færdigt i februar. På det tidspunkt udtrykte projektets ingeniører angiveligt bekymring over, hvorvidt det ville være muligt.

Kolkata er tidligere kendt som Calcutta.

/ritzau/