Mindst tre er omkommet i japansk snestorm

Flere mennesker har mistet livet under en alvorlig snestorm i det nordlige og centrale Japan. Mere end 15 mennesker meldes kvæstede, oplyser nyhedsbureauet Kyodo.

En af de omkomne er en kvinde, der blev dræbt, da taget på et pakhus på øen Hokkaido kollapsede på grund af store snemasser. En anden dame blev dræbt, da hun blev ramt af en sneplov.

Halvdelen af øens skoler er lukkede, omkring 170 togafgange er aflyst, og motorveje er lukkede.

Torsdag er omkring 100 indenrigsflyvninger indtil nu aflyst, og onsdag blev 450 flyvninger indenrigs såvel som internationale aflyst.

Det japanske meteorologiske institut (JMA) advarer om yderligere snefald, kraftige vindstød og høje bølger i Det Japanske Havs kystnære regioner samt andre dele af landet.

Ifølge JMA er der nogle steder faldet 70 centimeter sne på 24 timer. I byen Tsunan er der meldinger om, at byen er indhyldet i 204 centimeter sne.

Vejret bliver endnu værre af, at der er vindstød på op mod 140 kilometer i timen.

Ifølge meteorologer ligger der et lavtryk over det nordlige Japan, og der er mere dårligt vejr på vej. Dele af landet kan således vente, at der vil falde op mod 80 centimeter sne inden fredag formiddag.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip