Mine måtte bortsprænges ved sønderjysk skydeterræn

Skrevet af admin

05/07/2014

Mest læste i dag

Naboerne til skydeterrænet ved Halk i nærheden af Haderslev er vant til, at det brager løs en gang imellem.

Lørdag lød der dog et brag af en lidt usædvanlig kaliber fra terrænet, da ammunitionsryddere fra forsvaret sprængte en gammel, rusten personelmine i stumper og stykker.

Minen var sammen med tre andre kommet frem i lyset efter et jordskred. Først blev det vurderet, at det drejede sig om gamle granater, men det viste sig altså at være miner.

Tre af minerne var ammunitionsrydderne så trygge ved, at de tog dem med sig, men den sidste måtte altså sprænges bort, fordi det blev vurderet, at den kunne være farlig.

Det er endnu uklart, hvor minerne stammer fra, men et bud kunne være, at de er lagt af tyskerne tilbage i krigens tid.

Ifølge denstoredanske.dk blev der under besættelsen udlagt cirka 1,4 millioner miner i Danmark.

Og selv om størstedelen blev fjernet igen i månederne efter krigen af tyskerne selv, så dukker de alligevel op af jorden en gang imellem.

/ritzau/