Mineselskab: Savnede minearbejdere er omkommet

Dødstallet er oppe på 36, efter at to eksplosioner torsdag ramte en russisk kulmine.

Fem minearbejdere samt fem redningsfolk blev meldt dræbt i første omgang. Yderligere 26 blev meldt savnet.

De 26 er nu officielt omkommet. Det oplyser mineselskabet Vorkutaugol ifølge nyhedsbureauet AFP. Dermed er redningsaktionen også indstillet.

- Ifølge vores eksperter havde de 26 personer i minen ingen chance for at overleve, siger Tatjana Bushkova, en talskvinde for selskabet Vorkutaugol, der står for driften af Severnaja-minen i det nordlige Rusland.

Eksplosionerne i 780 meters dybde skyldtes sandsynligvis et udslip af metangas. Det fik dele af minen til at styrte sammen og forårsagede en større brand.

I alt var der 110 personer i minen, da eksplosionerne skete. 81 af dem blev reddet ud i live. 31 minearbejdere er dræbt, mens fem redningsfolk har mistet livet.

Mineulykken er den værste i flere år i Rusland. Og landets præsident, Vladimir Putin, har nedsat en kommission, der skal undersøge årsagen til ulykken i minen nærmere.

Mineulykker er ikke sjældne i Rusland og de andre tidligere Sovjet-republikker, hvor infrastrukturen ofte ikke er blevet moderniseret siden kommunistæraen.

Men ifølge mineselskabet Vorkutaugol, der ejer minen, er der de senere år blevet investeret kraftigt i netop bedre sikkerhed for medarbejderne.

Severnaja-minen ligger nær byen Vorkuta nord for polarcirklen i Komi-regionen.

I 2010 døde 91 personer efter en metaneksplosion ved den russiske Raspadskaja-mine i Sibirien, og i 2007 døde 110 personer ved Uljanovskaja-minen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip