Mineselskab: Vi skal bruge 13 milliarder i Grønland

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Det grønlandske selvstyre er sikret en minimumindkomst, når London Mining begynder salg af jern fra den hidtil største jernmine i landet. Men først skal mineselskabet finde 13,4 milliarder kroner og have en byggetilladelse.

Sådan lyder det fra London Minings direktør, Graeme Hossie, torsdag, hvor mineselskabet underskriver en licens til at udvinde jern i 30 år sammen med det grønlandske selvstyre.

- Den 30-årige licens giver et solidt grundlag for forhandlinger med potentielle investorer og partnere, der er nødvendige for at komme videre med projektet, siger Graeme Hossie.

Jernminen kommer til at ligge i Isukasia-området 150 kilometer nordøst fra Nuuk, og London Mining er optimistisk, selvom det ifølge direktøren kan være svært at finde penge til jern-projekter for tiden.

- Vi tror, at Isukasias høje kvalitetsprodukt bliver mere og mere vigtigt for stålfabrikanter, siger Graeme Hossie.

Graeme Hossie udtalte i april til Information, at selskabet, hvis de fik tilladelsen, sandsynligvis kan hente den første jernmalm op i år 2018.

Grønland har med såkaldte royalties i aftalen sikret sig minimum en procent af salget i de første fem år, når minen er etableret. I løbet af 15 år stiger selvstyrets del af salget til fem procent.

Hvis selskabsskat og udbytteskat overstiger royalties, skal London Mining selvfølge betale skatten.

Det forventes, at jernudvindingen kan bidrage med 32 milliarder danske kroner til Grønland s økonomi over de næste 15 år.

Dermed vil minefortjenesten udgøre en stor del af Grønlands Bruttonationalprodukt, som ifølge Danmarks Statistik var på 13,1 milliard kroner i 2011.

Grønland modtager i dag 3,2 milliarder kroner årligt i bloktilskud fra den danske stat.

/ritzau/