Minister: 17 asylansøgninger fra tolke er tilfredsstillende

»Det er mange, fordi systemet først lige er blevet etableret, og det giver grund til at tro, at den måde, vi har valgt at gøre det på, hvor tolkene selv henvender sig, virker,« siger han til DR Nyheder.

Syv af de 17 tolke har henvendt sig til Forsvaret og Forsvarsministeriet, mens ti har henvendt sig på den danske ambassade i Kabul i Afghanistan.

Forsvarsministeriet skal undersøge de 17 personers baggrund for at tjekke, om de kan få asyl i Danmark. Men ifølge ministeren er henvendelserne ikke behandlet endnu - og derfor er man ikke klar over, hvorvidt de ønsker asyl, understreger han over for DR Nyheder.

I foråret indgik regeringen en aftale med Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Aftalen giver afghanske tolke mulighed for at søge asyl i Danmark, men aftalen har været kritiseret af tidligere udsendte soldater, som frygter, at tolkene ikke tør henvende sig på ambassaden i Kabul, da de ikke stoler på vagterne og frygter for deres sikkerhed.

Dog mener forsvarsministeren ikke, at det kan gøres på andre måder.

»Hvis vi skulle rejse Afghanistan tynd for at finde de mange tolke, ville der være en betydelig risiko for dem. Når vi kommer til en landsby og spørger, om tolken føler sig truet, risikerer vi at eksponere dem i forhold til Taleban. Derfor er det bedst for tolkene, at de selv henvender sig til os,« siger Nick Hækkerup til DR Nyheder.

Aftalen om hjælp til de omkring 195 tolke, der har hjulpet danske soldater i Afghanistan, betyder, at tolke, der føler sig truet, kan få hjælp fra Danmark.

De, der vurderes til at være tilstrækkeligt truet, vil ifølge DR Nyheder kunne få asyl i Danmark, mens der vil blive fundet en lokal løsning i Afghanistan for dem, der ikke menes at være tilstrækkeligt truet.

Dagbladet Information skrev lørdag, at 37 af de 195 afghanske tolke, som kan have ret til at få hjælp fra Danmark, risikerer slet ikke at kunne få deres sag vurderet af de danske myndigheder, da Forsvaret ikke har kunnet få svar fra tolkenes amerikanske arbejdsgiver.

Dagens Gossip