Minister: 6000 pattegrise skal reddes fra døden hver dag

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

25.000 pattegrise dør hver dag i Danmark. Men det tal bliver nu bragt betragteligt ned med en ny aftale for svinevelfærden i de danske stalde, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).

- Det her er en historisk aftale, og den mest ambitiøse del handler om pattegris-dødeligheden. I dag er den på 25.000 smågrise om dagen, og det tal skal bringes markant ned med 6000 grise om dagen, siger han til Ritzau og uddyber.

- Det svarer til, at vi redder 2,5 millioner grise om året. Mange grise mases ihjel af moren, dør af kulde eller sult, fordi de ikke har kræfter nok til at komme til patten. Hvis de fik hjælp kunne de måske overleve.

Aftalen om at forbedre svinenes velfærd er indgået mellem dyrevelfærdsorganisationer, landbruget og detailhandlen. Målene skal gennemføres senest i 2020.

Dan Jørgensen peger på, at aftalen både tilgodeser dyrene og de økonomiske interesser.

- Aftalen er samtidig konkurrencedygtig. Bare elementet med færre døde pattegrise giver en ekstra indtjeningsmulighed for erhvervet på op til 400 millioner om året, fordi grisene er mere værd, når de bliver fedet op og solgt som bacon, end hvis de dør, siger han.

At 6000 flere grise overlever om dagen betyder dog stadig, at 19.000 pattegrise må lade livet hos landmændene. Dan Jørgensen mener dog, at målet er ambitiøst nok, og at det først skal nås, før man begynder at sætte grænsen endnu lavere.

Han erkender dog, at det danske landbrug har massive problemer i Danmark.

- Der er markante dyrevelfærdsproblemer i dag, og det er derfor, at vi adresserer dem nu. Vi tog jo ikke de her seriøse skridt, hvis ikke der var problemer, siger han.

De danske køer og høns kan dog ikke umiddelbart glæde sig over svinenes forbedrede forhold.

- Alle dyr skal selvfølgelig have gode forhold bredt i kongeriget, og det er jeg opmærksom på. Men de største dyrevelfærdsproblemer, vi har i Danmark lige nu, er ude i svinestaldene, siger Dan Jørgensen.

/ritzau/