Minister affejer S-forslag om håndværkere som ren fantasi

Skrevet af admin

07/07/2016

Dagens topnyheder

Et fantasital.

Sådan lyder uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs' (V) reaktion på et S-forslag, der skal få flere faglærte håndværkere til at videreuddanne sig.

Ifølge Socialdemokraternes ordfører for erhvervsuddannelser, Mattias Tesfaye, bør 25 procent af dem, der optages på en videregående uddannelse, være faglærte.

Men det tal virker som taget ud af den blå luft, lyder det fra ministeren.

- I lyset af sommervejret kan man ikke rigtigt hævde, at Mattias Tesfaye (S) har fået solstik. Men jeg må sige, at det tal virker som et rent fantasital, siger hun.

I 2015 havde fire procent af dem, der begyndte på en videregående uddannelse, en baggrund som faglært.

Og det tal må gerne være større, mener Ulla Tørnæs.

- Men 25 procent er at skyde langt, langt over målet, fastslår hun.

/ritzau/