Minister afkræves svar: Hvad mener Danmark om Saudi-Arabien

Skrevet af admin

07/01/2016

Dagens topnyheder

Flere af Saudi-Arabiens nære allierede har fordømt de massehenrettelser, som det arabiske kongedømme eksekverede i weekenden.

De 47 henrettelser har samtidig ført til en krise i forholdet til Iran, der lige som Saudi-Arabien spiller en rolle i konflikten i Syrien.

På den baggrund må den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), nu gøre klart, hvad Danmarks linje er over for de to lande, men særligt over for Saudi-Arabien. Det siger medlem af Udenrigspolitisk Nævn Mette Gjerskov (S).

Hun savner også svar på, hvad den diplomatiske krise efter massehenrettelserne vil betyde for forhandlingerne om at skabe fred i Syrien.

- Som opposition kan og skal man ikke føre udenrigspolitik, fordi man ikke har adgang til de samme diplomatiske kanaler og fakta som regeringen. Derfor beder jeg om et samråd, så vi kan få klarlagt den danske linje.

- Jeg savner svar på, hvor stærkt regeringen opfatter Saudi-Arabien som allieret. Og hvad vores kurs er over for det fundamentalistiske Saudi-Arabien, siger Mette Gjerskov.

Hun mener, at det er stærkt problematisk, hvis Danmark skal have tætte forbindelser til et land, der ikke respekterer menneskerettigheder og kvinders rettigheder.

Samtidig har forholdet til Iran ændret sig, efter at alle medlemslande i FN's Sikkerhedsråd i sommer blåstemplede atomaftalen med Iran. Men det har ikke afspejlet sig i regeringens linje, mener Mette Gjerskov.

- Udenrigsministeren har været ufattelig tavs på det punkt. Danmark må have en mening og udøve en eller anden form for indflydelse, og det kan man slet ikke høre, at han gør. Derfor bliver vi nødt til at diskutere kursen, siger Mette Gjerskov.

/ritzau/