Minister: Aftale fremtidssikrer dankortet

»Dankortet er danskernes foretrukne betalingskort. Det er langt det billigste betalingskort i Danmark. Og vi ved, at det er et sikkert og effektivt betalingsmiddel. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at fremtidssikre dankortet,« siger Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder, at forretningernes betaling af omkostningerne ved driften af dankortsystemet øges fra 50 procent til 100 procent over fem år.

»Jeg er derfor glad for, at Dansk Erhverv og Nets er nået til enighed om en aftale, der kan være med til at videreudvikle og modernisere dankortet. Med aftalen sikrer vi, at bankerne fortsat udsteder dankort til de danske forbrugere,« siger Annette Vilhelmsen.

Hos Venstre er man positivt indstillet over for justeringen af dankortaftalen.

»Dankortet er et effektivt og billigt betalingsmiddel, som der er stor sikkerhed omkring og tillid til. Derfor er det vigtigt at sikre dankortets fremtid,« siger erhvervsordfører Kim Andersen (V).

Med aftalen griber detailhandlen ind over for det stigende antal internationale betalingskort udstedt på det danske marked, der har truet dankortet, skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

»Vi er tilfredse med, at det er lykkes at blive enige om vilkårene for at videreudvikle dankortet. Fortsætter udviklingen som hidtil, ville dankortet blive svækket og på sigt helt ophøre med at eksistere. Den udvikling har man set i andre europæiske lande som Finland, Holland, Østrig og Irland. Det vil være beklageligt for både forbrugerne og detailhandlen, da dankortet er langt den billigste og mest effektive betalingsform,« siger markedsdirektør Henrik Hyltoft.

Dagens Gossip

Dagens TV