Minister afviser LA-kritik af dansk hjælp i Syrien

»Mette Bock (LA, red.) rammer et par kilometer ved siden af i sin kritik. Danmark har gået forrest i indsatsen i Syrien for at hjælpe ofrene og flygtningene fra konflikten. Vi har givet et solidt og modigt bidrag og været til stede på stort set alle konferencer og møder og presset på for, at verden skulle gøre mere, så Danmark har virkelig været helt forrest i kampen for at hjælpe de mange mennesker, der lider under konflikten i Syrien,« siger udviklingsministeren.

»Vi har gjort mere end, hvad man på nogen måde kunne forvente af et land som Danmark. Og det har ikke bare været, hvor mange penge vi har givet, vi har også været modige i vores måde at hjælpe på. Danmark har givet et rigtig solidt bidrag,« fortsætter Christian Friis Bach og understreger, at det ikke betyder, at vi ikke skal gøre mere.

Kritikken af regeringens indsats i Syrien rejser Liberal Alliance i en pressemeddelelse få dage efter, at syriske tropper angiveligt har brugt nervegas mod civilbefolkningen, hvor kvinder og børn skulle være blandt ofrene.

»Den danske regering har været total passiv omkring situationen i Syrien, selv om ingen har talt mere om beskyttelse af menneskerettigheder end regeringspartierne. Alligevel er deres bedste bud, at der nu bare skal foretages en undersøgelse af, hvem der står bag gasangrebene på den syriske civilbefolkning. Det er grotesk hykleri,« lyder udmeldingen fra Liberal Alliances udviklingspolitiske ordfører Mette Bock.

Flere nødhjælpsorganisationer, som DR Nyheder har talt med, mener, at der også kan gøres mere fra den danske befolknings side for at hjælpe ofrene.

»Vi samler slet ikke nok ind, for behovet for hjælp er enormt stort. Det er næsten større end til nogen af de konflikter, jeg tidligere har set. Katastrofen i Syrien er enorm, og den bliver kun værre,« siger Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm.

Dagens Gossip

Dagens TV