Minister afviser »uartig« beskyldning i satspuljedebat

»Det er decideret uartigt at sige sådan noget, da vi sidste år desværre var nødt til at afskedige 90 personer som følge af besparelser,« siger Karen Hækkerup til Berlingske Nyhedsbureau.

»Derudover er Venstres påstand om, at der bliver brugt alt for mange penge på at administrere satspuljen, også forvrøvlet, for der har vi faktisk den samme aftale, som der var under den tidligere regering, nemlig at der maksimalt må bruges tre procent på administration,« fortsætter ministeren.

Karen Hækkerup pointerer, at hun har hørt bureaukrati-beskyldningen fra Venstre før, og at hun tidligere har afvist den.

»Det viser sig gang på gang, at når vi slår beløbene op, så har Venstre ikke ret. Pengene er ude at arbejde,« siger socialministeren.

Hvor mange penge, der bliver overført til satspuljen, er afhængig af lønudviklingen på arbejdsmarkedet. Det har fået Enhedslisten, der som det eneste parti ikke er med i forliget omkring satspuljen, til at foreslå, at overførslen bliver en fast del af finansloven, så den ikke er afhængig af konjunkturerne.

Dansk Folkeparti er ikke afvisende og kalder det en »politisk forpligtelse« at se på, om der kan findes en anden finansieringsmodel til satspuljen.

Men det er Karen Hækkerup ikke umiddelbart med på.

»Hvordan skal den indrettes? Hvem skal stå bag den? Den måde, som vi har lavet satspuljen på, hvor samtlige partier undtagen Enhedslisten står bag, betyder, at vi hvert eneste år samler penge ind til at prioritere særligt udsatte grupper, og den ordning synes jeg faktisk er ganske fremragende,« siger socialministeren.

»Jeg kunne frygte, at der ikke ville være den samme vilje til at prioritere socialt udsatte, hvis der ikke var en satspulje,« fortsætter hun.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har i forbindelse med en forespørgsel fra Dansk Folkeparti sagt, at der ikke bliver overført penge til satspuljen i de kommende tre år. Og det vil kunne mærkes, erkender Karen Hækkerup, selv om Socialdemokraternes finansordfører, John Dyrby Paulsen (S), understreger, at satspuljen har akkumuleret mere end 13 milliarder kroner over de 22 år, den har eksisteret.

»Det betyder, at prioriteringen bliver benhård, når vi skal finde ud af, hvilke projekter vi gerne vil bruge penge til. Det har den også været i år, hvor der har været mange ting, som vi gerne ville have givet penge til, men som vi ikke har haft råd til, fordi satspuljen ikke har været stor nok,« siger Karen Hækkerup.

Dansk Folkeparti har fået sat en drøftelse af fremtiden for satspuljens finansiering på dagsordenen, da oppositionspartiet er bekymret over, at det går endnu mere ud over de socialt udsatte, når der er økonomisk krise, end det har gjort tidligere.

Dagens Gossip