Minister: AirAsia-fly steg for hurtigt

Skrevet af admin

20/01/2015

Dagens topnyheder

I minutterne inden et AirAsia-fly styrtede ned i Java-havet i december, steg det hurtigere, end det var i stand til, oplyser den indonesiske transportminister Ignasius Jonan ifølge AFP.

Han udtaler sig på baggrund af radardata efter fundet af flyets to sorte bokse, der er fundet for nylig.

- I de sidste minutter steg flyet med en hastighed, som var ud over det normale, siger han.

- Flyet steg pludselig med en hastighed over den normale grænse for, hvad det havde mulighed for at stige til. Derefter stallede (mistede hastighed red.) det, siger han.

Ifølge meldingerne forsøgte piloten at undgå et uvejr, kort før flyet styrtede i havet.

Flystyrtet kostede 162 mennesker livet.

/ritzau/