Minister bestormes af hundeelskere over mailen

Det viser en opgørelse over mails til fødevareministeriet, som Søndagsavisen har fået indsigt i.

Henvendelserne har ofte en grov og personlig tone, og specielt på Facebook har Karen Hækkerup flere gange været nødt til at trække en streg i sandet.

»Folk skriver meget grimme ting til mig og hinanden, når debatten handler om hunde. Tonen bliver truende og grov, og det er ikke rart. Så blokerer jeg folk. Der skal også være plads til, at vi diskuterer andet end hunde,« siger ministeren til Søndagsavisen.

Hun understreger samtidig, at hun intet har imod »saglig kritik«.

I foreningen Fair Dog har man bidt mærke i den grove retorik og tager skarpt afstand til den. Alligevel har foreningens formand, Charlotte Fabis, forståelse for hundeejernes frustrationer.

»Mange frygter, at deres hund napper en anden hund i forskrækkelse og så skal aflives. Sådan er det jo med hundeloven i dag. Det holder simpelthen ikke. Loven skal ændres,« siger Charlotte Fabis.

Det intense pres fra hundeejerne kommer ikke bag på Karen Hækkerup. Hun har selv haft hund igennem hele sin barndom og har forståelse for, at hundeloven er et følsomt emne. Derfor prøver hun også at lade være med at lade de mange grove henvendelser alt for personligt.

»Mange af de ophidsede og sure henvendelser sidder og skriver i et øjebliks raseri og frustration. Men når jeg så svarer dem, så falder de ofte ned og bliver glade for a få et svar,« siger Karen Hækkerup.

BNB

Dagens Gossip