Minister: Brokollaps på motorvej bliver kulegravet

Skrevet af admin

07/10/2014

Dagens topnyheder

Transportministeriet sætter nu gang i en uvildig undersøgelse af, hvorfor store dele af en bro styrtede ned på Helsingørmotorvejen den 27. september.

Ingen personer kom noget til ved ulykken, men den skabte store trafikale problemer, da den stærkt befærdede motorvej var spærret for trafik i tre dage.

I en mail til Ritzau skriver Transportministeriet, at den uafhængige undersøgelse dels skal finde ud af, hvorfor dele af broen kollapsede, dels skal komme med anbefalinger til, hvad man kan gøre for at undgå en lignende ulykke i fremtiden.

Der vil blive nedsat en uafhængig ekspertgruppe til at gennemføre undersøgelsen.

- Nordsjællands Politi og Arbejdstilsynet har afsluttet deres arbejde og meddelt, at de ikke finder grundlag for, at de skal forestå en uvildig ekspertundersøgelse af brokollapset ved Helsingørmotorvejen, siger transportminister Magnus Heunicke (S).

Ministeren mener dog, at der skal laves en uvildig ekspertundersøgelse, som kan finde frem til, hvorfor ulykken skete, og hvordan det kan undgås, at en sådan ulykke sker igen.

- Derfor har jeg bedt mit ministerium om at tage kontakt til Force Technology for at anmode dem om at forestå en undersøgelse af brokollapset i regi af den allerede nedsatte uafhængige ekspertgruppe, siger Magnus Heunicke.

Ekspertgruppen får til opgave at indsamle, gennemgå og granske observationer og informationer, der blev indsamlet umiddelbart efter, at broen styrtede sammen.

Desuden skal gruppen blandt andet gennemgå dokumentation vedrørende projektet og udførelsen af det. Det kan være i form at kontrakter, referater af byggemøder, stilladsprojekter og gennemførte kontroller.

Motorvejsbroen styrtede sammen, mens 26 håndværkere arbejdede med støbearbejde på den.

Arbejdet er led i udvidelsen af Helsingørmotorvejen, der er en af de mest befærdede veje i Danmark, og som derfor efter planen skal vokse fra fire til seks spor på en fire kilometer lang strækning. Motorvejen benyttes af over 80.000 biler i døgnet.

Udvidelsen indebærer, at der skal bygges i alt fem broer, og ud over den sammenstyrtede mangler der på nuværende tidspunkt halvanden bro.

Vejdirektoratet har oplyst, at der ikke vil blive støbt yderligere på broerne, før der foreligger en præcis analyse af, hvad der gik galt. Det ventes dog ifølge direktoratet ikke at forsinke projektet, der skal være klar i 2016.

Alene genopførelsen af den sammenstyrtede bro ventes at koste over 20 millioner kroner.

/ritzau/