Minister: Eksaminer fortsætter trods lockout

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil sikre, at alle skoleelever får deres afgangsbevis eller eksamensbevis på trods af lockouten, som trådte i kraft i fuldt omfang tirsdag.

- Jeg kan ikke garantere, at alting vil foregå helt, som det plejer. Men regeringen vil sikre, at ingen elever bliver forsinkede i deres uddannelsesforløb som følge af lockouten. Alle vil få et afgangs- eller eksamensbevis, siger undervisningsministeren.

- Og alle elever kan være sikre på, at lockouten ikke vil blive en hindring for, at de kan komme videre med deres uddannelse. Heller ikke hvis de skal i praktik, siger hun.

De praktiske løsninger vil afhænge af lockoutens varighed, og desuden er der forskellige regler for prøve og eksamen på de berørte uddannelsesområder.

Derfor vil det også være forskelligt, hvilke løsninger der kan komme på tale.

På folkeskoleområdet er de skriftlige prøver eksempelvis fastsat centralt med de samme datoer for alle, mens de mundtlige prøver planlægges ude på skolerne.

- Lockouten vil uundgåeligt berøre mange elever og familier, fordi undervisning og eksaminer må udskydes eller aflyses. Jeg vil derfor gerne understrege, at vi gør alt, hvad vi kan for at afbøde konfliktens mulige konsekvenser for eleverne, siger Christine Antorini.

Undervisningsministeriet vil løbende sørge for, at skolerne får information om, hvordan prøver og eksaminer skal håndteres, hvis lockouten når hen og berører prøvedatoerne.

- Vi hjælper desuden med spørgsmål og svar gennem vores callcenter, så både elever i folkeskolen og på de uddannelser, der hører under staten, kommer så smertefrit igennem denne her situation som muligt, siger Christine Antorini.

Finansminister Bjarne Corydon afviste tirsdag morgen, at regeringen står klar i kulissen med et regeringsindgreb. Han mener, det er upassende at tale om et regeringsindgreb, men han beklager situationen og kalder den "bøvlet for mange".

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV