Minister er klar til at hjælpe kommuner med flygtninge

Skrevet af admin

04/12/2014

Mest læste i dag

Kommunerne kommer ikke til at stå alene med håndteringen af den tredobling i antallet af flygtninge, der næste år ventes at få tildelt ophold i Danmark.

Det forsikrer integrations- og socialminister Manu Sareen (R), efter at Udlændingestyrelsen torsdag har opjusteret estimatet for flygtninge, der overgår til integration i kommunerne i 2015, fra 4000 til 12.000.

- Det er en stor udfordring for kommunerne, og det er der ingen tvivl om. Kommunernes Landsforening (KL) har sagt, at de er parat til at tage ansvaret på sig, og vi skal selvfølgelig hjælpe med, så de kan løfte den her opgave, erklærer ministeren over for Ritzau.

Han påpeger, at der på næste års finanslov er afsat et ekstra beløb på 250 millioner kroner til kommunernes flygtningehåndtering, men der skal også andre løsninger på bordet.

- Vi skal se på, om det lovgivningsmæssigt er muligt at konvertere noget boligmasse, så det kan bruges til flygtninge, og vi kan være fleksible på, at flere kan bo sammen, hvis de ønsker det, og hvis det er under ordentlige forhold, nævner ministeren.

Han fortæller, at han er i "tæt dialog" med KL om forskellige tiltag.

- Privat indkvartering er en mulighed, som kan foldes endnu mere ud, ligesom man kan kompetenceafklare ansøgerne hurtigere, tilføjer Manu Sareen.

I 2014 ventes 6000 flygtninge at blive sendt ud i kommunerne, og med en fordobling i sigte til næste år understreger ministeren betydningen af at vælge de rigtige løsninger.

- Virkeligheden er, at situationen på lang sigt er dybt afhængig af, hvilke beslutninger man tager nu. Derfor skal de være kloge, langtidsholdbare og brugbare for kommunerne. Og det kommer de også til at være, varsler Manu Sareen.

/ritzau/