Minister får næse for sent svar om fattige

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

Det er uacceptabelt, at det tog over et halvt år, før beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) svarede Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, at fattige rammes, fordi regeringen genindførte kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen.

Det siger Folketingets folkevalgte ledelse, præsidiet, som har politikere fra de fem største partier.

- Præsidiet finder ikke det samlede forløb acceptabelt, skriver Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), på præsidiets vegne.

Med stramningen vil cirka 11.800 personer, heraf omkring 7000 børn fra 2 til 17 år, leve under fattigdomsgrænsen, som S-R-SF-regeringen indførte, men V-regeringen har skrottet.

Præsidiet erkender, at det sendrægtige svar skyldes, at det er svært at svare, men det er ikke nok.

- Præsidiet lægger imidlertid vægt på, at der i sådanne tilfælde løbende informeres om, hvornår svar kan ventes, og at en eventuel forsinkelse begrundes, hedder det til Benny Engelbrecht.

Trods svaret afviste beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), at kontanthjælpsloftet skaber fattigdom. En familie med tre børn får samlet over 400.000 kroner om året, påpegede han.

- Det er helt skævt at tale om fattigdom på de niveauer. Og uanset hvordan man bevæger sig ind i disse tal, afdækker de et kæmpemæssigt svigt i vores integration. To tredjedel af de berørte er ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, sagde han.

I 2013 satte daværende socialminister Karen Hækkerup (S) fattigdomsgrænsen til en årlig indkomst på 103.500 kroner og en formue under 100.000 kroner.

Ifølge den seneste opgørelse levede omkring 7300 børn i 2013 under fattigdomsgrænsen. Så der synes at være sket en stærk stigning i fattige børn målt efter fattigdomsgrænsen, som nu er afskaffet.

/ritzau/