Minister: Fixerum gør uden tvivl en forskel

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Fixerum i København, Aarhus og Odense er en hjælp til de mest udsatte stofmisbrugere.

Men der skal flere indsatser til, hvis antallet af døde misbrugere skal nedbringes, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Stofindtagelsesrummene har uden tvivl gjort en positiv forskel for nogle af de hårdest belastede stofmisbrugere.

- De har fået et sikkert sted at tage deres medbragte stoffer under hygiejniske forhold, siger ministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Sidste år døde 263 misbrugere, og det er 50 flere end i hver af to foregående år, viser tal fra Rigspolitiet og Sundhedsstyrelsen.

Særlig stor er stigningen i Region Syd, hvor antallet af narkorelaterede dødsfald omtrent er fordoblet. Det har fået Vejle Kommune til at overveje at oprette et fixerum.

Det tilbud findes i København, Aarhus og Odense, hvor misbrugere har mulighed for at indtage deres stoffer under overværelse af sundhedspersonale.

Den positive effekt afspejles i de nye tal, hvor stigningen i dødsfald går uden om København og Aarhus.

Men da otte ud af ti dødsfald sker i private hjem, afviser Sophie Løhde, at fixerum for alvor kan nedbringe antallet af dødsfald.

- Mange stofmisbrugere dør hjemme hos sig selv eller hos venner og bekendte. Og alene af den grund kan man ikke gå ud fra, at der vil ske et stort fald i narkotikadødsfald, hvis flere kommuner i fremtiden skulle vælge at etablere stofindtagelsesrum.

- Hvis dødsfaldene skal ned, så er det nødvendigt at tage flere værktøjer i brug og eksempelvis både have fokus på en tidlig indsats, misbrugsbehandling og skadereducerende indsatser, siger hun.

Et af de værktøjer, som skal tages i brug, er en større udbredelse af såkaldte overdosispakker til de hårdest ramte stofmisbrugere.

Pakkerne indeholder udstyr til genoplivning og doser af modgiften Naloxon, som misbrugerne kan give hinanden ved en overdosis, indtil ambulancen kommer.

Forsøg med pakkerne i Københavns Kommune har været gode, og derfor har regeringen og partierne bag satspuljen besluttet af afsætte otte millioner kroner over de næste tre år til at udbrede brugen.

Antallet af narkorelaterede dødsfald i Danmark er blandt de højeste i Europa.

/ritzau/