Minister: Flot med kommunalt budgetfokus på erhvervsliv

Skrevet af admin

15/10/2014

Mest læste i dag

23 kommuner har valgt at forbedre forholdene for erhvervslivet i forbindelse med fastsættelsen af budgetterne for næste år ved at sænke den såkaldte dækningsafgift.

Det fremgår af en foreløbig opgørelse over de kommunale budgetter, som Kommunernes Landsforening (KL) har offentliggjort onsdag.

Dækningsafgiften er en skat, kommunerne opkræver fra ejerne af erhvervsejendomme samt offentlige ejendomme til at dække en række kommunale udgifter ved ejendommen.

Og det er glædeligt, at kommunerne har fokus på erhvervslivet, for skabelsen af vækst og arbejdspladser er vigtig i den nuværende økonomiske situation, anfører økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse:

- Lokale virksomheder i en række kommuner får lavere afgifter. Det er positivt, for det bidrager til vækst og arbejdspladser, når kommunerne sætter fokus på gode vilkår for virksomhederne, lyder det fra ministeren.

Efter kommunalreformen har kun ganske få kommuner haft lyst til at justere i skatteniveauet.

Men regeringen og KL har forsøgt at give kommunerne forskellige incitamenter til at justere mere, hvilket har betydet, at 26 kommuner sidste år og 31 kommuner i år har sænket skatten, mens fem kommuner både sidste år og i år har hævet skatten.

Både KL og ministeren er tilfredse med udviklingen.

- Det er et sundhedstegn for det kommunale selvstyre, at kommunerne tydeligvis forholder sig aktivt til spørgsmålet om, om skatteniveauet er det rigtige og sætter skatten ned, hvis økonomien er til det, så andre kan tilpasse i den anden retning, hvis de har behov for det, siger Østergaard.

Sænkningerne i dækningsafgiften vækker ikke overraskende glæde hos Dansk Industri:

- Vi er meget begejstret for, at vores arbejde med at få påvirket lokalt til at få sænket eller afskaffet dækningsafgiften nu bærer frugt, siger skattepolitisk chef i Dansk Industri Jacob Bræstrup.

- Den betyder rigtig meget for, hvor tilfredse erhvervslivet er for den kommune, de ligger i.

- Og vi skal væk fra det her med at måle virksomhedernes bidrag til kommunerne på, hvor meget skat de betaler. Det er vigtigere, hvor mange lokale arbejdspladser de skaber, og det er det, der nu er ved at gå op for kommunerne rundt omkring, siger han.

/ritzau/