Minister: Forsvar kommer ikke til at betale for flygtninge

Skrevet af admin

14/01/2016

Mest læste i dag

Forsvarsminister Peter Christensen (V) afviser blankt, at det kan komme på tale at skære i Forsvarets budget i indeværende forligsperiode for at finansiere de stigende udgifter til flygtninge og asylansøgere.

- Forsvarets økonomi er fastlagt i et fireårigt forlig, som løber de næste knap to år. Den økonomi ligger fast, siger han.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er under pres fra flere sider for at finde flere penge til at dække de stigende udgifter.

Kommunernes Landsforening mener, at der skal flere penge til den flygtningemodtagelse, kommunerne står for.

Samtidig viser et nyt skøn fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet ifølge Radio24syv, at det stigende antal asylansøgere kan ende med at koste samfundet op mod 48 milliarder kroner frem mod 2020.

Men hvis ikke antallet af asylansøgere falder drastisk allerede efter 2016, kan regningen faktisk komme endnu højere op.

Skønnet er nemlig baseret på, at antallet af asylansøgere vil toppe med 25.000 personer i år, men så herefter foretage et drastisk dyk til 15.000 i årene derefter.

Det nuværende forsvarsforlig løber til 2017 og betyder, at der skæres mindst 2,5 milliarder kroner i forsvarsbudgettet hvert år.

Om de besparelser skal fortsætte efter 2017, eller om Forsvaret ligefrem skal have flere penge, vil Peter Christensen ikke sige noget om endnu.

- Hvordan økonomien skal se ud for det kommende forsvarsforlig, har regeringen slet ikke lagt sig fast på endnu, al den stund, at vi er midt i en økonomisk forligsramme, siger han.

/ritzau/