Minister forsvarer ligestillingsvurderinger efter kritik

Når der laves nye love i Folketinget, skal konsekvenserne for ligestillingen granskes. Det er langt fra altid, det sker, men ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) er fint tilfreds med ministeriernes arbejde.

- Ligestillingsvurderingerne giver mening, fordi vi laver en screening af lovprogrammet for at finde ud af, hvilke lovforslag der kan være et kønsmæssigt perspektiv i, siger hun.

Op til kvindernes internationale kampdag 8. marts har Enhedslisten foreslået at ligestillingsvurdere samtlige forslag. Men det vil i ministerens optik være spild af kræfter.

- Det giver ikke mening at ligestillingsvurdere for vurderingens skyld, siger hun.

De seneste ti år er der blevet lavet årlige oversigter over antallet af ligestillingsvurderede lovforslag. Den seneste tilgængelige oversigt er fra folketingsåret 2013/2014, hvor i alt 25 lovforslag fik vurderet de ligestillingsmæssige konsekvenser.

Men det er ikke antallet, der er afgørende, lyder kritikken fra ligestillingsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet. Vurderingerne er i dag en "tom teknisk øvelse", mener hun. De er overfladisk udformet og er ikke med til at påvirke lovforslaget.

Men det er "bestemt ikke" Ellen Trane Nørbys opfattelse. Adspurgt om hun kan nævne eksempler på vurderinger, der har ført til bedre ligestilling, svarer ministeren:

- Jeg tror, man må sige, at man får en bevidsthed omkring, at der kan være et kønsmæssigt perspektiv.

- Ligestillingsministeriet samarbejder også med kommuner og regioner, og i Københavns Kommune blev man opmærksom på, at genoptræningen efter kræft ikke talte til mænd, fordi det havde for stort fokus på omsorg. Så kommunen har omlagt indsatsen.

Aktuelt kritiserer både ligestillingsforskeren og flere røde partier, at Beskæftigelsesministeriet ikke har vurderet, at der er ligestillingsmæssige konsekvenser ved kontanthjælpsreformen, selv om den rammer enlige mødre uforholdsmæssigt hårdt.

- Det er klart, at der skal være en screening af, hvor det giver mening at lave en ligestillingsvurdering. Men hvis du vil tale om lovforslag på Beskæftigelsesministeriets område, skal du henvende dig der, siger Ellen Trane Nørby.

Spørgsmål: Men vurderer du som ligestillingsminister, at et lovforslag, der rammer en gruppe kvinder uforholdsmæssigt hårdt, har ligestillingsmæssige konsekvenser?

- Jeg kan sige, at når jeg kigger overordnet ned over listen, så bliver der lavet ligestillingsvurderinger af en række lovforslag, hvor det er relevant.

Spørgsmål: Andre lande laver ligestillingsvurderinger af finansloven. Kan det komme på tale?

- Det er jo en konkret vurdering hver gang. Det vil jeg ikke tage forskud på. Men Ligestillingsministeriet er i høj grad bevidst om, at der kan være kønsperspektiver på områder, man måske ikke umiddelbart kigger på.

/ritzau/

Dagens Gossip