Minister: Forsvaret skal nok nå sparemål

Forsvaret skal nok nå at spare 2,7 milliarder kroner af sit budget på godt 21 milliarder kroner, som regeringen har aftalt i skattereformen med Venstre og De Konservative.

Det fastslår forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Forsvarskommandoens første opgørelse til partierne bag forsvarsforliget viser ellers, at forsvaret ikke kan spare 240 millioner kroner som planlagt, skriver Berlingske.

- Det er ikke til diskussion, at forsvaret kommer til at overholde sin reducerede ramme både i år og i resten af forligsperioden, siger Nick Hækkerup.

- Og på baggrund af de oplysninger, som forsvarschefen har givet både til mig og forligskredsen, er det min klare forventning at besparelserne gennemføres, uden at det får væsentlig betydning for Forsvarets operative kapaciteter og opgaveløsning, siger han.

Forsvaret kan ifølge Forsvarskommandoens opgørelse ikke spare 84 millioner kroner som planlagt på soldater, der udstationeres i midlertidig tjeneste. I 2012 betalte forsvaret kun 42 millioner kroner på den konto, så sparemålet ikke kan nås.

- Der er styr på besparelserne. Det må ikke komme bag på nogen, at der er udfald i forhold til den lange, lange række af effektiviseringer, der er blevet identificeret, og som forsvaret nu gennemfører, siger Nick Hækkerup.

De Konservatives forsvarsordfører Lene Espersen er ifølge Berlingske "meget bekymret". Hun har bedt om en forklaring fra Nick Hækkerup sammen med Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen.

- Vi har i forligskredsen hele tiden været åbne om, at vurderingen af, hvor meget hvert enkelt tiltag ville kunne indbringe, var forbundet med usikkerhed. Men overordnet set er vi fuldstændig på sporet i forhold til besparelserne i forsvaret, siger Nick Hækkerup.

/ritzau/

Dagens Gossip