Minister fratager AC Børnehjælp ret til at formidle adoption

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) suspenderer adoptionsbureauet AC Børnehjælps ret til at formidle adoption.

Det bekræfter AC Børnehjælp over for Ritzau.

Ifølge TV2 News er oppositionen underrettet.

AC Børnehjælp fik i en tilsynsrapport fra 2013 skarpe anmærkninger for at have rod i økonomien.

Eksempelvis fremgik det, at bureauet gennem syv måneder i 2012 slet ikke bogførte sine udgifter. Det kaldte Ankestyrelsen "yderst kritisabelt, helt uacceptabelt og i strid med almindelige gældende principper for forsvarlig økonomistyring".

Den manglende bogføring er også blevet udnyttet kriminelt.

Således begik en medarbejder underslæb for 460.000 kroner af penge, bevilget til hjælpeprojekter for børn og familier i nogle af AC Børnehjælps samarbejdslande.

For at dække hullet i kassen sendte AC Børnehjælp efter oktober 2012 hele fire ekstra regninger ud til de 400 par, som stod på ventelisten. Den seneste på 15.000 kroner kom i august 2013.

Ankestyrelsen har desuden kritiseret, at ansøgere til at adoptere børn fra Colombia er blevet tilbudt at skrive under på, at de er villige til at tage imod "et negroidt barn".

Det er i strid med FN's børnekonvention, sagde Ankestyrelsen.

Kritikken fra Ankestyrelsen kom i november sidste år og fulgte oven på en række andre sager, som har sat de formidlende bureauer i et dårligt lys.

Tidligere på året (2013) gav styrelsen eksempelvis det andet af bureauerne, DanAdopt, ordre til øjeblikkeligt at afbryde samarbejdet med et børnehjem i Etiopien, fordi et tv-program havde vist, at en biologisk mor var blevet lokket til at give sine to yngste børn bort.

De knapt 400 ansøgere, som står på venteliste for at adoptere et barn hos AC Børnehjælp, og som allerede har indbetalt titusinder af kroner i gebyrer, har ingen garanti for at få deres penge tilbage, skriver TV2 på sin hjemmeside.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip