Minister garanterer: Danskere skal ikke betale for lægebesøg

Det slår sundhedsminister Astrid Krag (SF) fast, efter at regeringen og Venstre torsdag har vedtaget det såkaldte lovforslag om almen praksis, der skal bane vejen for en tættere offentlig kontrol med landets praktiserende læger, og som kolliderer med de praktiserende lægers ønsker.

»Vi har jo fri og lige adgang til sundhed og lægehjælp, og jeg vil selvfølgelig sørge for, at der ikke er nogen danskere, der selv skal stå med udgifterne for at få den lægehjælp, de har brug for,« siger Astrid Krag til TV 2 News.

De praktiserende læger og flere eksperter mener, at lovforslaget giver regionerne flere muligheder for at pålægge lægerne nye opgaver mod lægernes vilje, og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) barsler med at aflevere de såkaldte ydernumre, en slags erhvervslicenser, der godkender lægepraksisser som leverandør af ydelser til det offentlige.

Astrid Krag tror og håber dog stadig på, at lægerne vil indgå en »god aftale med regionerne«.

»Der er jo et rigtig godt grundlag nu. Dels et lovforslag, der tager højde for nogle af de strukturelle udfordringer, der er, når man skal sikre alle danskere en læge, når man skal sikre en ensartet kvalitet landet over, og når man skal sikre den sammenhæng, som vi har brug for, at der er mellem sygehuse, de kommunale sygeplejersker og praktiserende læger,« siger hun.

På et ekstraordinært repræsentantskabsmøde lørdag beslutter landets praktiserende læger, om de vil optrappe konflikten med regionerne og aflevere deres ydernumre.

Dagens Gossip

Dagens TV