Minister giver politiet ansvaret for bevogtning

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

- Fejlfindingsprocessen er gået i gang på Christiansborg.

Sådan lød den tørre konstatering fra justitsminister Mette Frederiksen (S), da hun onsdag i Folketingets spørgetid blev mødt med en stribe spørgsmål om skudangrebet i København.

Spørgsmålene kredser især om, hvorvidt regeringen gjorde nok for at beskytte det jødiske samfund frem mod terrorangrebet i København i februar.

Det mener Christian Langballe (DF) på ingen måde, er tilfældet, og derfor er han også blandt de folketingsmedlemmer, der onsdag stiller spørgsmål til Mette Frederiksen.

- Det står jo klart, at man slet ikke har taget jødernes situation alvorligt. Jøderne henvender sig faktisk flere gange til Justitsministeriet med hensyn til bevogtning og forsikring om, at der er nogen, der passer på dem, siger han og fortsætter:

- Men der sker ingenting, og det, synes jeg, er rystende, når man tænker på angrebet i Paris, som jo også ramte jøderne, siger Christian Langballe med henvisning til det terrorangreb, der ramte den franske hovedstad 7. januar i år.

Justitsminister Mette Frederiksen afviser kritikken fra de borgerlige partier. På spørgsmålet om, hvorvidt regeringen har handlet resolut og effektivt i forhold til beskyttelsen af jøderne i Danmark, siger justitsministeren:

- Det er vigtigt at skille diskussionen i to afdelinger. Når det handler om at vurdere, hvilken type bevogtning der er brug for, så handler det om en politifaglig vurdering. Når det handler om ressourcer, så er det en politisk vurdering.

- Jeg har gjort det meget klart, at bevogtningen ikke må handle om ressourcer, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/