Minister glad for PSO-milliardrabat til virksomheder

Skrevet af admin

31/08/2015

Mest læste i dag

Danmark må gerne give energitunge virksomheder rabat på PSO-afgiften, og det kommer til at gavne de danske virksomheder, da både forbrugere og virksomheder betaler for at støtte den grønne omstilling.

Det siger den danske energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), efter at EU-Kommissionen har gennemgået den danske plan, der skal spare energislugende virksomheder som eksempelvis cementfabrikker for op mod 85 procent af udgiften.

- Det betyder, at vi nu har fået en ordning, der sikrer, at de danske virksomheder, der trækker på meget strøm i produktionen, får forbedret deres konkurrenceevne på det europæiske marked, siger Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

Kompensationen til erhvervslivet løber årligt op i maksimalt 185 millioner kroner.

I alt bliver 1,1 milliarder kroner målrettet industrien frem mod 2020, oplyser Energiministeriet.

PSO-tilskuddet er målrettet virksomheder, som på grund af deres høje forbrug af elektricitet og stærk udenlandsk konkurrence tynges af PSO-afgiften, lyder det.

Det drejer sig konkret om 68 brancher, blandt andet inden for fremstilling af cement, fremstilling af raffinerede mineralolieprodukter, støbning af jernprodukter og andet.

For at blive tildelt PSO-tilskuddet skal virksomheden indgå en aftale med Energistyrelsen om en række energieffektiviseringer.

Virksomhederne forpligtiger sig dermed til at foretage energieffektiviseringer, selvom deres omkostning til elektricitet bliver mindre.

- Det er fornuftigt, at der følger nogle forpligtelser med PSO-tilskuddet, så vi stadig sikrer, at der er fokus på energieffektivitet i de el-intensive virksomheder.

- Tilskuddet har til formål at gøre virksomhederne stærkere, men jo gerne også klogere på, hvordan de kan få mest muligt ud af strømmen, siger Lars Chr. Lilleholt.

Ordningen er mandag blevet godkendt og træder dermed formelt i kraft om nogle få dage.

/ritzau/