Minister: Godt at dansk aktivist kan komme på fri fod

Fungerende udenrigsminister Nick Hækkerup (S) glæder sig over, at den danske Greenpeace-aktivist Anne Mie Roer Jensen har udsigt til at blive sat på fri fod.

- Jeg glæder mig over, at Anne Mie kan komme på fri fod efter to måneder i fængsel. Det skal man ikke have ret meget fantasi til at forestille sig, hvor dejligt det må være, siger Nick Hækkerup til Ritzau.

Trods den retslige afgørelse om, at den danske aktivist kan sættes på fri fod mod kaution, er sigtelsen for hooliganisme mod hende opretholdt. Ingen kan sige noget om, hvornår hun kommer hjem, eller om hun kommer hjem.

Den russiske domstol har ikke meldt ud, hvilke vilkår Anne Mie Roer Jensen kan blive løsladt under.

- Sigtelsen er opretholdt, og det betyder, at vi fra Udenrigsministeriet ufortrødent fortsætter med at hjælpe hende.

- Vi har en meget omfattende konsulær bistand både herhjemme fra og fra ambassaden i Moskva. Det betyder også, at vi havde repræsentanter i retssalen onsdag, siger Nick Hækkerup.

I sidste uge tog Nick Hækkerup selv sagen om den danske aktivist op med den russiske udenrigsminister.

- Det var først og fremmest for at gøre ham opmærksom på, at vi var opmærksomme på, at den fængslede aktivist fik en fair og ordentlig behandling. Han svarede, som han skulle, at han ikke kan blande sig i de russiske domstoles afgørelser.

- Men jeg håber, at det, vi gør, hjælper, men der kan være andre faktorer, der spiller ind, siger Nick Hækkerup om den diplomatiske indsats.

Udenrigsministeriet har ikke flere informationer end Greenpeace om vilkårene for løsladelsen af den danske aktivist, om hun kan færdes frit eller skal sidde i husarrest.

Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, siger, at der nu er en række procedurer, der skal gennemføres.

- Det er op til det russiske retssystem at afgøre det. Der er ikke en praksis på det her område, så præcis hvordan det skal foregå, ved vi ikke.

- Men vi holder tæt kontakt til hende, hendes advokater og Greenpeace, så hun får den bistand, hun har brug for, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Spørgsmål: Har I underretninger om, hvordan Anne Mie Roer Jensen har det, fysisk og psykisk?

- Ifølge de oplysninger, som jeg netop har fået fra en kollega, jeg har talt med, er hun ved godt mod, svarer Ole Egberg Mikkelsen.

/ritzau/

 

 

 

 

Dagens Gossip