Minister gør det frivilligt at fjerne skadelige stoffer

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen (V), vil bekæmpe de sundhedsskadelige og hormonforstyrrende fluorstoffer med en vejledende grænseværdi for mængden af stofferne i forbrugerprodukter.

Det er frivilligt for emballagefabrikanter at følge den endnu ikke fastsatte grænseværdi, der ifølge ministeren vil være meget lav. Et fuldkomment forbud vil Kjer Hansen vente med, til en fælles EU-løsning er på plads.

- Forbrugernes sikkerhed er det vigtigste, og der bør slet ikke være skadelige fluorstoffer i det papir og pap, som er i kontakt med vores mad, skriver Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jeg ser helst, at virksomhederne slet ikke anvender fluorerede stoffer i emballagen, og derfor laver jeg nu en vejledning med en grænseværdi så lav, at der reelt ikke kan anvendes fluorerede stoffer.

Hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, der beskæftiger sig med kemikalier i forbrugerprodukter, hilser man den vejledende grænseværdi velkommen, men så gerne Danmark gå i spidsen for et forbud af de skadelige stoffer.

- Vores holdning har været klar fra start. Der skal være et forbud, og det ville være godt, hvis Danmark gik foran og viste vejen for de andre EU-lande, siger projektchef Claus Jørgensen.

- Der kan godt gå lang tid, før EU finder en løsning. Nogle gange skal det vendes i kommissionen, ministerrådet, parlamentet

og så kan der gå år, før der kommer noget. Danmark kan vise EU, at det kan lade sig gøre med et forbud og presse EU til at tage stilling hurtigt.

De omtalte stoffer optræder blandt andet i bagepapir, madpapir og pizzabakker og vandrer fra emballagen over i maden. Stofferne gør emballagen vand- og fedtafvisende.

Forskning fra Odense Børnekohorte og Syddansk Universitet viser, at stofferne er et af to kemikalier, der øger risikoen for abort helt op til 16 gange.

/ritzau/