Minister gransker Vestas efter arbejdsskader

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

Beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) har bedt Arbejdsskadestyrelsen og Arbejdstilsynet om at gå Vestas' produktion efter i sømmene.

Det sker efter, at det er kommet frem, at der har været over 80 sager hos vindmølleproducenten Vestas, hvor ansatte blevet alvorligt syge af arbejdet med at producere vindmøllevinger.

Tidligere i maj fortalte DR, at mindst 64 medarbejdere hos vindmølleproducenten Siemens var blevet alvorligt syge af arbejdet med vindmølleproduktion, mere specifikt arbejdet med stofferne epoxy og isocyanater.

- Jeg er blevet orienteret af Arbejdsskadestyrelsen om, at der også hos Vestas er sket indberetninger af arbejdsskader, der er knyttet til arbejdet med epoxy.

- Så jeg har bedt Arbejdsskadestyrelsen undersøge alle anmeldelser, så vi kan få klarhed over, hvor omfattende problemet er, siger beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V).

Vestas er samtidig også røget ind i den undersøgelse, Arbejdstilsynet iværksatte, da det kom frem, at Siemens havde problemer med skader fra arbejdet med epoxy.

- Det vi skal sikre er, at man i Danmark ikke bliver syg af at gå på arbejde. Vi ved, at epoxy er et meget giftigt stof, der kan være sygdomsfremkaldende. Så vi skal gøre, hvad vi kan, for at man undgår sygdomme.

- Fra myndighedernes og virksomhedernes side skal vi nu gennemgå, at tingene er, som de bør være, siger Jørn Neergaard Larsen.

Da sagen om Siemens kom frem påtalte de ansattes fagforening, 3F, at foreningen mente, at Arbejdstilsynet havde for få ressourcer. Det mente 3F var en medvirkende årsag til, at Siemens ikke var blevet kontrolleret ordentligt.

- Det er simpelthen ramt helt ved siden af. Det risikobaserede tilsyn fra Arbejdstilsynet er faktisk blevet styrket i 2015, så det er blevet mere målrettet mod de typer skader, en virksomhed kan være i risiko for at påføre sine ansatte.

- Så hvis der har været en udvikling, så er det til det bedre, når det kommer til tilsynet, siger Jørgen Neergaard.

Undersøgelsen af Siemens og Vestas vil være færdiggjort inden sommerferien, siger ministeren.

/ritzau/