Minister hæver ulandsbistand trods borgerlig kritik

Skrevet af admin

20/08/2014

Mest læste i dag

Danmark skal ikke skære i ulandsbistanden. Derimod skal den nuværende sats for bistand fastholdes, også selv om det betyder en stigning på op mod 600 millioner kroner, mener regeringen.

Det skriver Berlingske.

Dermed går regeringen direkte imod opfordringer fra oppositionspartierne Venstre og Dansk Folkeparti, der vil sænke det danske bidrag væsentligt.

- Danmark giver i øjeblikket 0,83 procent af BNI (bruttonationalindkomst, red.) i bistand, og det har vi tænkt os at fortsætte med at gøre i den her regering, siger udviklingsminister Mogens Jensen (S) til avisen.

Ved at holde fast i satsen øger regeringen ifølge Berlingske reelt ulandsbistanden med 600 millioner kroner, fordi Danmarks nationale rigdom stiger. Ministeren slår dog fast, at det er en udgift, Danmark har råd til.

- De problemer, vi har herhjemme, handler ikke om liv og død – ikke om 50.000 børn, der er i akut fare for at dø af sult, sådan som det er tilfældet i Sydsudan.

- Vores situation her i Danmark er utrolig privilegeret i forhold til de lande, hvor vi hjælper med bistand. Det er fuldstændig på den måde, vi selv har bygget det danske samfund op: De bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, siger han.

Venstres udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at Danmark skal spare på bistanden og reducere satsen til 0,7 procent af BNI, da det stadig lever op til FN's målsætning. Det vil give 2,5 milliarder kroner ekstra til det danske samfund.

Besparelsen skal gå til at investere i bedre konkurrenceevne og flere danske arbejdspladser.

Ifølge Søren Espersen, der er udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, bør regeringen hjælpe danskerne "i stedet for at satse på at hjælpe fremmede i andre lande."

Han mener som Venstre, at hjælpen til udviklingslande skal skæres ned til 0,7 procent.

Danmark bruger årligt omkring 16 milliarder kroner på ulandsbistand.

/ritzau/