Minister hiver Finansråd til side i gebyrsag

Finansrådet skal nu mødes med Annette Vilhelmsen (SF) for at drøfte de sidste dages diskussioner om bankgebyrer. Samtidig forventer Erhvervs- og vækstministeren ikke, at det bliver nødvendigt at lovgive på området.

- Jeg har inviteret Finansrådet til et møde i næste uge. På mødet vil vi - i lyset af den seneste tids debat - drøfte hvordan vi bedst muligt sikrer, at alle forbrugere har adgang til en indlånskonto på fair og rimelige vilkår, siger hun og tilføjer:

- Jeg regner med, at vi kan finde en fælles forståelse uden at det bliver nødvendigt med lovgivning, siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen.

Mandag truede socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbreht (S) ellers med et lovindgreb, med skjult adresse til Danske Bank, hvis ikke bankerne droppede gebyret på danskernes bankkontoer.

- Hvis bankerne ikke selv kan finde ud af det, bliver det besluttet ved lov, lød meldingen fra Benny Engelbrecht.

Danske Bank har bebudet et årligt gebyr på 300 kroner for små kunder, uanset hvor lidt de bruger bankens ydelser.

Benny Engelbrecht mener, at alle danskere skal have ret til en Nem-konto med de mest skrabede funktioner, hvor man kan hæve sine penge og sætte dem ind igen gebyrfrit.

V og DF er lodret imod forslaget, mens De Radikale gerne vil tage diskussionen.

- Det er meget godt at have en diskussion om, hvad ting koster. Det koster jo penge at have en konto, vi betaler alle sammen uanset om det er i form af et abonnement, et gebyr eller i form af den rente, vi får på vores indlånskonto, siger Margrethe Vestager.

Enhedslisten støtter forslaget, og foreslår samtidig, at Nationalbanken bliver tilgængelig for private kunder, hvis ikke bankerne dropper gebyrerne på Nem-kontoen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip