Minister: HPV-vaccinens fordele er større end ulemperne

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

Der er ikke nogen matematisk formel for, hvornår der er så mange tilfælde af bivirkninger ved HPV-vaccinen, at det opvejer de fordele, der er ved den.

Sådan siger sundhedsminister Astrid Krag (SF) i et åbent samråd i Folketingets sundhedsudvalg torsdag om HPV-vaccinens bivirkninger.

Ministeren mener endnu ikke, at ulemperne overskygger fordelene.

- Vi skal holde fast i formålet med vaccinen, nemlig at den forebygger livmoderhalskræft og redder liv. Det formål opfylder den, siger hun.

I Danmark kunne man første gang få vaccinen, Gardasil, i 2009, og siden er flere bivirkninger ved vaccinen blevet registreret.

I 2013 er der foreløbig blevet indberettet 281 bivirkninger. Det er en stor stigning i forhold til de sidste tre år, hvor der årligt har været under 100 indberetninger om bivirkninger.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den øgede presseomtale har medvirket til at øge opmærksomheden omkring bivirkningerne ved vaccinen, og derfor har læger og borgere indberettet flere bivirkninger i år, siger Astrid Krag.

80 af de 281 indberettede bivirkninger i 2013 har været betegnet som "alvorlige", siger ministeren.

Det kan være hovedpine, mavepine, besvimelser og føleforstyrrelser.

- Men bivirkningerne har ikke givet anledning til at ændre på vaccinationsprogrammet, fastholder Astrid Krag.

Til samrådet satte sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) spørgsmålstegn ved, at man i Fitness World og i Matas har kunnet få HPV-vaccinen, og at der nogle gange er blevet sjusket med registreringen, ligesom enkelte har fået vaccinen for mange gange.

Ministeren svarede, at så længe lægerne sikrer, at vaccinationen foregår forsvarligt, og at der gives nok information, ser hun ikke noget problem i at vaccinere i for eksempel Matas.

350.000 danske kvinder er blevet vaccineret for livmoderhalskræft siden 2009.

/ritzau/