Minister i hastesamråd om solceller

De to partier har indkaldt Martin Lidegaard i hastesamråd om den betændte sag om solceller efter afsløringer i fredagens udgave af Berlingske Business.

Interne arbejdspapirer fra ministeriet viser nemlig, at embedsmænd i Klima- og Energiministeriet diskuterede det såkaldte »hul« i solcelleloven, inden loven blev vedtaget. Det handler om muligheden for at koble flere store solcelleanlæg sammen og derved omgås en grænse på 400 kW.

»Vi ser det som en meget, meget alvorlig sag,« siger energiordfører Lars Chr. Lilleholt (V) til business.dk.

»Virksomheder står over for at gå konkurs, fordi de har foretaget investeringer på et fejlagtigt grundlag. Det kan i sidste ende skyldes, at Klima- og Energiministeriet og ministeren har kludret i det ved ikke at give Folketinget de oplysninger, som Folketinget har krav på,« fortsætter han.

En omfattende dansk udbygning af solcelleanlæg på jorden kunne ifølge Energistyrelsens beregninger have kostet statskassen knap syv milliarder kroner frem til 2020 i form af lukrative støtteordninger. Eller sågar det dobbelte, viser et notat fra styrelsen. Penge, som ministeriet ikke havde skrevet ind i budgetterne.

På den baggrund fremsatte Martin Lidegaard et hastelovforslag i marts mod de såkaldte »solcellebaroner« - men hans embedsmænd kendte altså allerede til »hullet i loven« i december, før loven blev vedtaget.

»Folketinget er blevet ført bag lyset, hvis det viser sig, at ministeren var orienteret om det her, før loven blev vedtaget. Men det er også alvorligt, hvis det viser dig, at embedsmændene ikke har valgt at orientere ministeren, således at man kunne have undgået, at virksomheder havde foretaget fejlinvesteringer,« siger Lars Chr. Lilleholt.

Energiordfører Per Clausen (Ø) fra Enhedslisten er bekymret for konsekvenserne af solcelleloven, fordi der under en overgangsordning vil blive opført en række store solcelleparker på jorden med en høj statsstøtte.

»Nu risikerer vi at få etableret nogle solcelleanlæg i Danmark - som selvfølgelig er lovlige, fordi de har været lovlige i den periode, hvor de er blevet sat i gang - men det står fuldstændig i modsætning til det, der var formålet. Derfor synes jeg, det er vigtigt at få en forklaring fra ministeren på, hvad der er sket,« siger Per Clausen til business.dk.

Klima- og Energiminister Martin Lidegaard »husker ikke at være blevet orienteret om sagen«, inden loven blev vedtaget. Han har nu bestilt en redegørelse for sagen hos Energistyrelsen.

Det åbne samråd finder sted tirsdag formiddag før andenbehandlingen af solcelleloven i Folketinget.

Dagens Gossip