Minister: Indespærret mandskab i ubåd er døde

En del af de cirka 18 besætningsmedlemmer, som var fanget i en undervandsbåd på en flådebase i Mumbai i Indien, er omkommet, siger den indiske forsvarsminister, A.K. Antony.

- Jeg sørger over de besætningsmedlemmer, der omkom, mens de tjente deres land, siger ministeren.

Han nævner ikke, hvor mange af besætningsmedlemmerne der er døde ved ulykken, hvor en eksplosion natten til onsdag lokal tid fik ubåden til at bryde i brand og synke ved flådebasen.

Besætningsmedlemmerne blev indespærret i ubåden.

Eksplosionen inde i INS Sindhurakshak, der er en konventionelt drevet ubåd i modsætning til de mere avancerede atomdrevne, skyldes formentlig en teknisk fejl, siger en talsmand for den indiske flåde.

På fotografier spredt på sociale medier ses en stor ildkugle over det flådeanlæg, hvor ubåden ligger til kaj. Ifølge lokale medier er ubåden halvt nedsænket efter eksplosionen og branden om bord.

Ubåden blev sidste år opgraderet på et værft i Rusland ifølge russiske medier.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV