Minister: Intet nyt at udlændinge har dansk overenskomst

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Det ændrer ikke ved regeringens politik, at en analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) viser, at udenlandske arbejdere ikke bliver hyret til sulteløn, når de træder ind på det danske arbejdsmarked.

84 procent af de udenlandske medarbejdere, der er ansat i virksomheder organiseret i DA, er omfattet af danske overenskomster, viser analysen, der udkommer midt i de igangværende overenskomstforhandlinger.

Men det er ingen nyhed, mener beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- DA's undersøgelse om udenlandsk arbejdskraft rummer ingen nyheder. Heldigvis er størstedelen af det danske arbejdsmarked velfungerende og sundt.

- Men det er en ringe trøst for de flere tusinde udlændinge, som ikke er dækket af en overenskomst, siger hun og henviser til problemer med uorganiseret arbejdskraft inden for eksempelvis hotel- og restaurationsbranchen, transport og rengøring.

Det er en trussel mod velfærdssamfundet og en hån mod de tusinder af danske lønmodtagere og danske virksomheder, som spiller efter reglerne, men bliver underløbet af lave lønninger og dårligt arbejdsmiljø, mener hun.

Ser man på hele det danske arbejdsmarked, inklusive de udlændinge der er ansat i den offentlige sektor og i finanssektoren, er det 74 procent af de i alt 111.000 udenlandske lønmodtagere - målt som fuldtidspersoner - der er omfattet af en overenskomst.

Det omfatter dog ikke udlændinge, der kommer til Danmark og arbejder sort, og analysen ændrer intet, lyder det.

- Derudover ser undersøgelsen ikke på den udstationerede arbejdskraft.

- Det er samlet set derfor, at regeringens skærpede indsats mod social dumping er så afgørende. Vi vil ikke acceptere, at de mange tusinde danske virksomheder, der følger reglerne, bliver udkonkurreret med lave lønninger og dårligt arbejdsmiljø, siger hun.

Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, er lodret uenig med ministeren. Han mener, at tallene udfordrer den almindelige forestilling om udlændinges forhold i danske virksomheder.

- Det er lidt en mytedræber, har Flemming Ibsen sagt til DA's nyhedsbrev, Agenda.

/ritzau/