Minister: Jeg forventer lægerne vil forhandle

"Der er masser at forhandle om, og det er nu, den nye aftale skal forhandles på plads."

Sådan siger sundhedsminister Astrid Krag (SF), efter Folketinget torsdag har vedtaget en omstridt lov for den almene lægepraksis, som har fået de praktiserende lægers organisation, PLO, op på barrikaderne og true med at nægte service for det offentlige.

Sundhedsministeren mener, vedtagelsen af loven sender forhandlingsbolden videre til de praktiserende læger og regionerne, og Astrid Krag tror på en aftale i stedet for konflikt til efteråret.

De optimistiske toner lyder, fordi den nye lov ifølge ministeren tager højde for en række ønsker fra lægerne, der blandt andet vil undgå detailstyring fra Christiansborg.

- Jeg har kunnet høre på lægerne, at det er vigtigt, at aftalesystemet bevares. Jeg forventer derfor, at lægerne nu går ind til forhandlingsbordet og går i lag med at forhandle en god aftale for almen praksis fremover, siger Astrid Krag til Ritzau.

- Det har hele tiden været regeringens mål, at det ikke er os i Folketinget, der regulerer almen praksis, men at det er aftalebaseret mellem praktiserende lægers organisationen og regionerne, siger ministeren.

Flere end 9 ud af 10 praktiserende læger har ifølge PLO sagt, at de ville aflevere de såkaldte ydernumre og nægte service for det offentlige, hvis loven blev vedtaget.

PLO's repræsentantskab mødes på lørdag, hvor de tager endelig stilling til, om de praktiserende lægers ydernumre skal afleveres til regionerne.

Hvis ydernumrene afleveres, vil det betyde, at samarbejdet med det offentlige stopper, og patienterne skal betale for at gå til den praktiserende læge pr. 1. september 2013, oplyser PLO.

Sundhedsministeren tror dog ikke, at konflikten kommer så langt, men forberedelserne er gået i gang.

- Regionerne er i gang med at forberede er beredskab, men jeg tror og ønsker ikke, at vi kommer der til, fortæller Astrid Krag.

Selve regionernes plan er uvis, men en ting er sikkert: Danskerne skal ikke selv betale for at gå til lægen.

- Det er klart, at hvis de praktiserende lægers organisation ikke længere vil indgå aftale om at levere ydelser til det offentlige, så skal vi sørge for, at danskerne ikke selv skal stå for udgiften for at få behandling, slår ministeren fast.

Regionerne har opsagt overenskomsten med de praktiserende læger med virkning fra 1. september.

Der er dog en forlængelse af den gældende aftale med et år, som ifølge ministeren sikrer "ro i forbindelse med de kommende forhandlinger".

/ritzau/

 

Dagens Gossip