Minister: Kontanthjælpsmodtagere har godt af at arbejde

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) er ikke overrasket over, at en ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening tyder på, at et stort flertal af kontanthjælpsmodtagerne har helbredsproblemer.

Tværtimod, siger Neergaard, er det velkendt, at kontanthjælpsmodtagerne har andre problemer end bare ledighed. Og det får ham ikke til at vakle i troen på, at det kontanthjælpsloft, som regeringen er ved at indføre, er den rigtige medicin.

- Der er ikke noget nyt i, at kontanthjælpsmodtagere i Danmark er en meget sammensat gruppe med meget forskellige problemer. Det nye er, at man ved, at bare det at være en del af det arbejdende fællesskab, er af meget stor værdi for den enkelte.

- Selv hvis man har en meget lille arbejdsevne, gælder det om at få aktiveret den.

Spørgsmål: Siger du ligefrem, at man kan blive mere rask af at komme i arbejde?

- Ja, det at være en del af det arbejdende fællesskab frem for at være isoleret i sin lejlighed, ved man inden for de seneste år, at det er meget værdifuldt.

Lovforslaget sætter en grænse for, hvor store ydelser såsom boligstøtte kontanthjælpsmodtagerne samlet set kan modtage.

Samtidig indføres et krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde mindst 225 timer på et år, ellers bliver der skåret i støtten.

Socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, frygter, at den lavere ydelse vil føre til stress og fattigdom og forværre kontanthjælpsmodtagernes chancer for at blive klar til et job.

Men Neergaard påpeger, at folk, der er så syge, at de overhovedet ikke kan arbejde, slet ikke skal være på kontanthjælp.

- Det er ikke målet, at nogle skal blive fattigere. Målet er, at man får en dynamik i samspillet mellem kontanthjælpssystemet og arbejdsmarkedet.

Jørn Neergaard Larsen vil ikke sætte et konkret mål op for, hvor mange, der kan være på kontanthjælp hvor længe, før regeringen er tilfreds.

- Det er blandt andet konjunkturafhængigt. Og der er tale om alle mulige kombinationer af psykiske udfordringer, sociale udfordringer, fysiske udfordringer eller udfordringer med at få job i det område, hvor man bor.

Regeringen regner selv med, at hvad der svarer til 700 fuldtidspersoner vil komme i job som følge af reformen. Til sammenligning havde 28.480 personer sidste år været på kontanthjælp uafbrudt i fem år, viser regeringens egne tal.

/ritzau/