Minister: Kroatien kan ikke modtage flere mennesker

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Mens kampklædt kroatisk politi kæmper med at kontrollere den store menneskemængde, der er strømmet ind i Kroatien fra Serbien, siger landets regering nu, at den ikke kan tage imod flere flygtninge og migranter.

Kroatien vil give flygtninge og migranter lov at tage til modtagecentre omkring hovedstaden, Zagreb, siger indenrigsminister Ranko Ostojic. Men han tilføjer, at de, der ikke søger asyl, vil blive betragtet som illegale immigranter.

Ifølge ministeren er 6500 mennesker rejst ind i Kroatien i løbet af de seneste 24 timer.

- Kroatien er ikke i stand til at modtage flere mennesker, siger Ostojic på et pressemøde i byen Tovarnik, der ligger ved Kroatiens østlige grænse til Serbien.

- Da vi sagde, at vi havde forberedt korridorer, mente vi korridorer fra Tovarnik til Zagreb, tilføjer han og antyder dermed, at Kroatien ikke vil lade migranterne passere videre nordpå mod Slovenien.

Efter Ungarn har færdiggjort grænsehegnet mod Serbien og sat en stor politistyrke ind mod de flygtninge og migranter, der forsøger at komme ind i EU, er det ventet, at strømmen af mennesker i stedet vil søge gennem Kroatien, som er EU's nyeste medlemsland.

Kroatiens sundhedsminister, Sinisi Varga, vurderer, at 20.000 mennesker vil forsøge at krydse grænsen til Kroatien i de kommende to uger.

- Vi vil være konstruktive og samarbejdende, men vores kapacitet er begrænset, siger premierminister Zoran Milanovic ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

/ritzau/Reuters